Cru Bourgeois klassifikationen

Cru Bourgeois klassifikationen

Begrebet ”cru bourgeois” kan føres helt tilbage til Middelalderen, hvor de ”borgerlige” (bourgeois), som ikke var adelige, ernærede sig via handel og håndværk. Mange af disse havde opnået specielle rettigheder, bl.a. en skattefritagelse for handel med vin. Over årtier fik mange genereret små formuer, og nogle kunne ligefrem erhverve ejendomme, og dermed overgå fra vinhandel til vinproduktion. I starten blev disse ejendomme kaldet ”Crus des Bourgeois”, og i slutningen af 1800-tallet, hvor der eksisterede omkring 300 ejendomme med denne betegnelse, havde ejerne udviklet markerne og vinen i en sådan grad, at de opnåede høje priser for vinen, dog ikke så høje priser, som slottene, der indgik i 1855-klassifikationen. Der opstod dermed et behov for en rangordning, der kunne synliggøre de borgerlige ejendommes ”højere kvalitetsniveau” og samtidig adskille dem fra slottene i 1855-klassifikationen. Det første forsøg kom i 1932.

Klik her for at se vores udvalg af Cru Bourgeois vine

Cru Bourgeois - svært at finde hoved og hale

Cru Bourgeois klassifikationen er en svær lille sag at finde hoved og hale på. Med de mange ændringer, der er foretaget gennem årene, er det forståeligt, hvis man som forbruger er forvirret.

I mange år var klassifikationen mere af navn end af gavn. Mange ejendomme havde flere forskellige slotsnavne, som blev anvendt for den selvsamme vin. I klassifikationen indgik nogle af Médoc’s absolut bedste køb, mens den også indeholdt nogle af de mest afskyelige eksempler på, hvordan vin kan sælges ved blot at bære en ”klassifikation” på etiketten.

Der er foretaget ændring på ændring, og der har været anlagt opslidende retssager, som så har forkastet tidligere vedtagne ændringer, og klassifikationen har i det hele taget været præget af slagsmål og uenigheder, men en ny forordning, som blev introduceret fra og med årgang 2018, har nu skabt større troværdighed og mere gennemskuelighed. Men der er stadigvæk noget, som halter i forhold til intentionerne med klassifikationen og i forhold til forbrugervenligheden. 

Eksempelvis har nogle af de tidligere bedste eksemplarer fra klassifikationen valgt at stå helt udenfor. Det gælder blandt mange andre så anerkendte slotte som Château Angludet i Margaux, Château Chasse-Spleen i Moulis og Château du Glana i Saint-Julien. Disse slotte er i dag hverken Grand Cru Classé eller Cru Bourgeois. Det er klassifikationsløse pragteksemplarer, som udelukkende har valgt at bevise deres værd i flasken, og ikke på etiketten.

Begyndelsen

Betegnelsen Cru Bourgeois har eksisteret siden 1932. Intentionen var at fremhæve de bedste vine fra Médoc, som ikke var en del af 1855-klassifikationen. Altså et mellemlag mellem Grand Cru Classé vinene (der var blevet opdelt i 1. – 5. Cru Classé) og de almindelige og mindre prangende Médoc vine. 444 ejendomme kom med i den ny klassifikation, der opdelte vinene i tre lag med 6 slotte som “Cru Bourgeois Supérieur Exceptionnel”, 99 slotte som ”Cru Bourgeois Supérieur” og 339 slotte med betegnelsen ”Cru Bourgeois”. Klassifikationen blev etableret af vinkøbmændene i Bordeaux med handelskammerets godkendelse, men klassifikationen opnåede aldrig en officiel godkendelse af Frankrigs landbrugsministerie.

De gode intentioner

Intentionerne med klassifikationen var gode, men den praktiske udførelse har altid været problematisk. Fra at være en forholdsvis troværdig indikator i starten af 1930’erne blev Cru Bourgeois begrebet stille og roligt udvandet. Mange ejendomme og slotsejere tænkte i perioder mere i kvantitet end i kvalitet. Og med muligheden for at anvende et hav af forskellige etiketter på den samme vin, kunne vinene prisdifferentieres og målrettes mod forskellige kundesegmenter. Resultatet blev, at man tog initiativ til dannelse af "Syndicat des Crus Bourgeois” i 1962, der skulle have til formål at højne kvaliteten og hjælpe medlemmerne. Desværre udgjorde medlemsskaren kun en fjerdedel af det oprindelige antal, som blev indlemmet i klassifikationen 30 år tidligere. Syndikatet hjalp medlemmerne med at genvinde tidligere tiders styrke og fik dermed også løftet kvaliteten og omdømmet på mange vine. Der blev indført en smagekonkurrence kaldet "la Coupe des Crus Bourgeois”, som blev afholdt helt frem til 1999. Desværre kunne de slotte, som ikke var medlem af syndikatet, men som i 1932 var blevet indlemmet i klassifikationen, stadigvæk benytte betegnelsen Cru Bourgeois. Forvirringen var total for forbrugerne.

En ny start fra 2003 til 2017

I starten af det nye århundrede gik syndikatet i gang med en længe tiltrængt revision og fornyelse af ordningen. Arbejdet var grundigt, og via smagninger og inspektioner på de forskellige ejendomme blev antallet af Cru Bourgeois slotte nedsat til under det halve. Den nye og meget mere seriøse klassifikation, som nu endelig var med ministeriel godkendelse, trådte i kraft med 2003 årgangen, men blev annulleret igen i 2007. Man havde i smagepanelet et medlem, der via et civilt søgsmål fra de degraderede slotte, blev erklæret inhabil. Men ideen om at rydde op i ordningen døde ikke, og arbejdet fortsatte. Og fra og med årgang 2008 kunne man præsentere en ny klassifikation og et helt nyt logo, som prægede de vine, der indgik i klassifikationen.

Alle ejendomme der var beliggende i appellationerne Médoc, Haut-Médoc, Listrac, Moulis, Margaux, Saint-Julien, Pauillac og Saint-Estèphe kunne nu ansøge om status som ”Cru Bourgeois”. Men en godkendelse kunne ikke opnås uden videre. Ejendommen skulle igennem en inspektion, og der blev fastsat krav til selve vinifikationsprocessen og det tekniske udstyr. Endvidere skulle slottets vin igennem en større prøvesmagning, der blev foretaget af uvildige smagere. 

For at opnå, og bevare det eftertragtede Cru Bourgeois-logo skulle vinen endvidere ”bestå” i en blindsmagning i hver enkelt årgang, der skulle foretages i september måned i det andet år efter høsten. Den overordnede intention var altså at animere producenterne til at gøre det endnu bedre i både markerne og i kælderen. Det nye Cru Bourgeois system gav en meget større sikkerhed for, at vinene kunne holde en høj kontinuerlig kvalitet til gavn for forbrugerne. 

Selvom den nye forordning havde rykket meget i den rette retning, var der stadigvæk utilfredshed blandt producenterne. Mange fandt systemet meget administrativt tungt, specielt at hver enkelt årgang skulle godkendes, og arbejdet med at revidere ordningen måtte fortsættes.

Endnu en ny start fra årgang 2018 – 5 års godkendelse

Fra årgang 2018 er den helt nye klassifikation trådt i kraft. Den vigtigste ændring er, at vinene nu godkendes for en femårig periode.

Den nye forordning betyder en tilbagevenden til det historiske hierarki med tre kategorier: "Cru Bourgeois", "Cru Bourgeois Supérieur" og "Cru Bourgeois Exceptionnel". Disse klassifikationer er altså at finde på etiketterne fra og med årgang 2018.

Fra årgang 2018 indgår 249 slotte i klassifikationen. Af disse er:

179 slotte klassificeret som Cru Bourgeois, 
56 slotte klassificeret som Cru Bourgeois Supérieur og
14 slotte klassificeret som Cru Bourgeois Exceptionnel.

5 års klassifikationen er baseret på:
1) Kvaliteten af vinen vurderet ved blindsmagning af flere årgange.

2) Der er etableret en uafhængig og upartisk juryer og et prøvesmagningspanel (der overvåges af et kontrolorgan).

3) Der tages højde for evt. ”positive argumenter” fremsat af hvert slot.

4) Miljøhensyn vægtes.

5) Der foretages kontroller og inspektioner i hele ”klassificeringsperioden”. 

6) Der påsættes en sporbarheds- og autorisationskode på hver flaske.

Ansøgninger om registrering kunne indsendes fra 1. marts til 30. september 2018.

Den nye forordning vil helt sikkert højne kvalitetsniveauet af vinene, og der er skabt mere gennemsigtighed for forbrugerne. Bagsiden af medaljen er imidlertid stadigvæk, at de allerstørste, og måske allerbedste slotte, ikke længere er repræsenteret i klassifikationen. De kører nu deres eget løb, svævende i luftrummet mellem Grand Cru Classé og Cru Bourgeois klassifikationerne.

Man kan få en oversigt over Cru Bourgeois vinene ved at besøge Alliance des Crus Bourgeois du Médoc’  hjemmeside på: www.crus-bourgeois.com


Mere om Bordeauxvine

Nye trends i Bordeaux - Verdens vigtigste vinregion står aldrig stille

Nye trends i Bordeaux - Verdens vigtigste vinregion står aldrig stille

Nye trends i Bordeaux I verdens vigtigste vinregion sker der hele tiden noget nyt...

Læs mere
CIVB - Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux

CIVB - Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux

CIVB er Bordeaux´ vinråd, der blev etableret i 1948, og rådet...

Læs mere